Tre fantastiske krydderier vi danskere ikke bruger ofte nok

Kartoffelsalaten og stegt flæsk og persillesovs lader vi være, som de er. Men det betyder ikke, at vi ikke kan pifte andre danske retter op ved brug af verdenens fantastiske krydderier. Vi danskere er kendt for at være sparsommelige, når det kommer til at krydre maden, og vi kunne derfor lære en hel del af for eksempel inderne og ægypterne. Her får du inspiration til at gøre brug af krydderier, du helt sikker kender, men ikke er vant til at bruge i din madlavning.

Indisk Garam Masala

Garam Masala er et stærkt krydderi, der ofte bliver brugt i det indiske og pakistanske køkken. Det er typisk en blanding af sort og hvid peber, paprika, koriander, spidskommen, kardemomme, kanel, muskat og nelliker. Hvis du for eksempel har smagt en god Chicken Masala på en indisk restaurant, oplevede du sikkert en smagsvariant, du finder meget sjældent i det danske køkken. Bruger man Garam Masala i maden, bliver smagen af krydderiet meget dominerende, hvilket vi i Danmark ikke er vant til – med mindre krydderierne er salt og peber. Derudover er Garam Masala god til at gøre maden stærk. ”Garam” betyder ”stærk” eller ”opvarmning af kroppen”, hvilket du sikkert også har oplevet, hvis du tidligere har været på en indisk restaurant. Blandingen af den stærke og dominerende smag, Garam Masala tilføjer maden, er en oplevelse for sig, og som danskere kunne vi bruge krydderiet i for eksempel gryderetter eller måske til at forsøge sig med en ægte indisk Chicken Masala.

Chili, chili, chili

En af de ting, vi oplever, når vi danskere rejser for eksempel til Asien eller Sydamerika, er, at det ikke bare er solen, der varmer os, men også maden. Vi er ikke vant til alt for krydret mad, og resten af verdenen griner sikkert af vores fascination af Chili-Klaus.

Du kan både købe frisk chili, pulver eller flager, og der er flere niveauer af stærkhed. Måske er det derfor, vi er lidt bange for at putte det i vores mad – man kan aldrig vide, hvor mildt eller stærkt det bliver. Men uanset hvad, kunne vi lære lidt af andre kulturers måde at bruge chilien på, for tilsætter du den rette mængde chili, vænner du dig til smagen, og du vil pludselig kunne spise stærkere og stærkere mad. Og så slipper du for, at din krop går i chok efter første skefuld ægte mexicansk chili con carne.

Mellemøstens spidskommen

Da man opdagede spidskommen, blev planten brugt som lægemiddel i Ægypten, og først senere fandt man ud af, at den også er et fantastisk krydderi. Hjemstedet for spidskommen er Mellemøsten, og i dag bliver det i den del af verden brugt i for eksempel falafel og couscous. Resten af verdenen har dog også for længst opdaget krydderiets magi, og i Danmark bør vi inspireres af det. Spidskommen kan vi bruge i for eksempel græskarsuppe, gryderetter, i madpandekager eller som krydderi til kartoflerne. Det giver maden et ekstra pift, og så dufter det fantastisk i hele hjemmet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *